Mjyay… foråret er kommet, og madkasserne er fulde både i for- og baghaven. Det er nu 2 år siden, Mju hentede mig på Internatet. Det føles som om vi altid har været sammen, men jeg kan da godt huske, at den første tid i mit nye hjem var lidt anderledes end nu.
Jeg har før nævnt, at jeg måske ville fortælle om, hvordan jeg lærte at bruge kattelemmen. Det tog tid, og jeg er ikke stolt af det, men nu synes jeg, jeg kender jer godt nok til at vide, at I ikke vil gøre grin med mig, hvis jeg siger sandheden. Så her kommer historien om:
Jeg havde været sammen med Mju et stykke tid og var også begyndt at blive lukket ud i haven. Hver gang jeg ville ud eller ind, skulle Mju gøre det for mig, da jeg ikke selv kan åbne de store menneskedøre. Hun var efterhånden godt træt af at åbne og lukke hele tiden, sagde hun, så nu skulle jeg have min egen dør! Der kom én, som hed Snedker og savede et hul i døren til bryggerset og satte kattelemmen i. Den skulle jeg lære at bruge. Mju tilkaldte niece Guldlok som forstærkning, hvorefter de hviskede og tiskede og lagde noget, de kaldte ”en strategi”. Læs videre Indlæringsvanskeligheder
Jeg var længe på internatet, men så en dag skete der noget: Et menneske – en hun – kom ind i buret, hvor jeg som sædvanlig lå og drømte mig tilbage til den tid, hvor jeg var lykkelig. Hun satte sig på en stol ved siden af mig og begyndte at tale… til MIG: Hvor er du dejlig, sagde hun, tror du, vi to kan finde ud af det sammen? Hun lod mig snuse til sin hånd. Hendes bevægelser var stille og rolige og hendes stemme blid. Jeg ku’ li’ hendes kærtegn… jeg ku’ li’ hendes lugt… jeg ku’ li hendes stemme og dét, hun sagde.
Jeg slikkede hendes hånd og strøg min kind mod den for at fortælle hende, at jeg kunne li’ hende. Mju, sagde jeg ganske stille… det var længe siden, jeg sidst havde sagt noget. Ja, min skat? svarede hun og strøg mig over pelsen. Jeg gentog mit mju et par gange, og hver gang svarede hun mig… og så gik det op for mig, at ”Mju” måtte være hendes navn! Læs videre Turen hjem
Hvad skete der lige? Jeg var lykkelig og elskede mine mennesker – en han og en hun. Så pludselig en dag var HUN der ikke længere. Han gik rundt og var ulykkelig, og før jeg vidste af det, blev jeg puttet i en kasse, båret ud i en bil og kørt langt væk for at havne i noget, der kaldes et internat… og så var HAN også væk. Jeg savnede mine mennesker helt vildt meget og forstod slet ingenting.
Jeg brød mig ikke om internatet. Bevares, jeg fik mad og vand og en kattebakke, og der kom da også et menneske en gang imellem og kløede mig bag øret og nussede mig, men hele tiden lå jeg bare dér i mit store, fine bur og længtes efter DEM. Jeg lå helt stille og prøvede at sove tiden væk, for når jeg sov, huskede jeg ikke. Læs videre Dyreinternatet