Årets blogindlæg i kategorien ”Kat”

Nominering

Nominering bedste blog
       Min nominering

Mjuhuuu – jeg har fået noget, der hedder en nominering! Den kan hverken ædes eller drikkes, den lugter heller ikke af noget særligt, og jeg kan hverken lege med den eller jagte den! Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal bruge den til, men Mju siger, det er en god ting og har lovet mig en masse ekstra godbidder, hvis jeg vinder. Alene derfor vil jeg da mægtig gerne vinde den nominering.

Stem på mig!

Det handler om en nominering til årets blogindlæg i kategorien “Kat”. Jeg forstår ikke rigtig meningen, så jeg lærte den sætning udenad. Men der er andre, der også har fået en nominering, så det er den kat, der får flest stemmer, som ender med at løbe af med sejren. Se, det forstår jeg, og I må altså meget gerne stemme på mig her.

Hvad går det så ud på?

Jeg ordner negle
Jeg hvæsser mine skrivekløer

Det er noget med, at nogle mennesker, som hedder Jury, har fundet frem til 10 katte, der har gjort et godt stykke arbejde med deres blog. Jeg er da glad og stolt over, at jeg er blandt de 10 katte, men samtidig bliver jeg helt flov: Jeg har nemlig ikke været særlig aktiv på bloggen i lang tid og får ros alligevel. Så nu hvæsser jeg altså mine skrivekløer og går i gang igen. Hvis man vinder, tror jeg ikke, man rigtig får noget. Men æren, Lucy, æren, siger Mju. Æren kan bare ikke ædes – jeg si’r det bare.

Ventetiden

Den 22. februar bliver vinderen fundet, og jeg giver selvfølgelig besked her på bloggen. Mju siger, at selvom jeg ikke vinder, synes hun det er fantastisk, at jeg får en nominering efter at have blogget i så kort tid. Hun går da også rundt og ligner en kat, der lige har labbet fløde i sig, og hvis hun kunne, er jeg sikker på, hun ville spinde højlydt.

Lucy drømmer
Jeg drømmer om ære

Jeg har allernådigst fået nogen ekstra godbidder. Dem er hun ellers meget sparsom med, da jeg stadig er på skrump! Mjsuuuk, – som om jeg stadig har brug for at tabe mig. Jeg er gået fra at veje 6,4 kg til nu kun 5,8 kg. Dyrlægen siger, at jeg helst skal ned på 5,5 kg og at man skal kunne mærke mine ribben, når man trykker let på mig. Hver gang Mju nusser mig, leder hun efter mine ribben. Det er egentlig meget rart… det kilder lidt, men det dér med at tabe sig er altså ikke liiige noget for mig. Har du stemt? Ellers kan du gøre det her.

Spændte mjav fra Lucy

4 tanker om “Årets blogindlæg i kategorien ”Kat”

  1. Kære Lucy!
    Jeg har for længst stemt på dig ❤️👍
    Prøvede igen, men det opdagede de.
    Du har kun 10 % stemmer, hvad skal vi gøre ved det?
    Kærlige kærtegn fra Grete

    1. Kære Grete.
      Mange tak for din stemme. Jeg er nu oppe på 13% stemmer, og det er først d. 22.2., at vinderen kåres. Men jeg er oppe mod professionelle bloggere, som har blogget meget længere end jeg, så pyt… hvis jeg ikke vinder, er jeg stadig stolt over at være nomineret.
      Kærlige mjav fra Lucy

    1. Kære Annekabanne.
      Tak for din stemme. Du er en snut… eller noget 🙂
      Kærlige mjav fra Lucy

Der er lukket for kommentarer.