Kat og hund

Jeg ligger i skygge
Aaahhh… skygge!

 

Mjja, mjja, mjja… jeg er her stadigvæk. Tiden, den slubbert, er bare fløjet af sted, og jeg har haft så travlt med at lede efter skyggefulde steder, hvor jeg kunne sove og hvile uden at få hedeslag, så jeg slet ikke har fået skrevet noget. Men nu skal det være. Grete skrev til mig efter mit sidste indlæg: ”Kære Lucy! Har Mju overvejet, om du må få en lillesøster? Der er alt for meget kærlighed til én kat hos hende”. Det vil jeg da meget gerne svare på.

Skal Mju have en kat til?

Mit territorium
Her bestemmer jeg!

Dengang Mju fik mig, var jeg jo allerede 4 år gammel og havde været ene kat hos en anden familie lige fra jeg var killing. På Internatet måtte hun love, at jeg også skulle være ene kat hos hende. Vi katte kan godt finde ud af at bo sammen med andre katte… især hvis vi vænnes til det fra begyndelsen, eller hvis det er en søster eller en bror. Jeg bliver snart 7 år og er et vanedyr. Andre katte har jeg ikke noget særligt imod… medmindre de sniger sig ind på mine enemærker. Det sker en gang imellem om natten, men kun, hvis der kommer en ny kat i nabolaget, som endnu ikke kender mig. De andre katte skal nok holde sig væk. Her forleden nat måtte jeg igen forsvare mit territorium i baghaven: det er kort proces – mit krigshyl kommer helt nede fra maven og lyder som 3 hysteriske babyer, der brokker sig højlydt på samme tid, siger Mju. Hun vågnede da også og kom rendende, men da var det allerede overstået. Territorietyven var over alle bjerge. Jeg har hørt rygter om, at han har fået nervøse trækninger i knurhårene af behandlingen. Jeg si’r det bare!

En hund som ven?

Det samme gælder hunde. På afstand og udenfor MIN matrikel er de såmænd interessante nok. Damen, der passer mig, når Mju er væk et par dage, har en lille hund, der hedder Gizmo. De er mine naboer, så jeg har set ham gå tur med damen flere gange og kender ham. En dag havde damen taget Gizmo med over til mig. Hun og Mju syntes, det kunne være rart, hvis vi lærte hinanden bedre at kende. Det bette kræ til Gizmo kom jo væltende, logrende og med tungen ud af halsen og ville lege. Jeg blev godt nok knotten. Mju sagde, se Lucy, er han ikke sød? Som om! UD, HERUT, PIL AF, FORSVIND… og det straks, eller jeg svarer ikke for følgerne. Jeg skød ryg, pelsen strittede, kløerne kom frem, og jeg hvæsede mit mest frygtindgydende hvæs. Mjorv, hvor fik damerne travlt. Gizmo blev fejet op fra gulvet, og så gik det ellers i halvgalop ud af huset med dyret.

Lækkermås
Jeg er elskelig nok for to!

Så – søde Grete – Jeg skal ikke ha’ en lillesøster… og Mju har lige præcis nok kærlighed til mig.

Selvstændige mjav fra Lucy

2 tanker om “Kat og hund

  1. Hvor har du ret Lucy – jeg forstår dig udemærket.
    Tænkte mig overhovedet ikke om – det burde jeg jo gøre, inden jeg skriver sådan noget.
    Jeg hørte bare om de katte, der havde det så forfærdeligt – og kunne godt unde en af disse – at have det som dig.
    Jeg havde engang en undulat. Den troede, den var menneske. Den talte, og skældte mine børnebørn ud. Den var IKKE bange for noget og trivedes. Gik ind og ud af sit bur, som det passede den.
    Så fandt nogle ud af, at det var da synd for den, at den skulle være alene – og vi fik en makker. De hadede hinanden. Den nye fugl syntes, det var underligt, at “Pusser” gik rundt på gulvet – og talte et fremmed sprog. Måske, var de begge hanner?
    Jeg er derfor glad for, at du bor hos Mju, som kan se dine behov, ud fra dine synspunkter.
    Skal aldrig blande mig mere.

    1. Søde Grete. Du må da meget gerne “blande dig” igen. Det er dejligt med kommentarer. Så ved jeg, at mine indlæg bliver læst. Sød historie med fuglene. Jeg havde jo nok ædt dem! Kærlige mjav fra Lucy

Der er lukket for kommentarer.