På dyrehospitalet

Dyrehospitalet er overståede for denne gang, og jeg kom hjem for nogle dage siden. Jeg er kommet mig helt efter bedøvelsen, men det var slemt… som i MEGA slemt! Jeg skal desværre til opfølgning om et stykke tid. Jeg kan altså ikke lide at tænke på det, så lige nu fortrænger jeg det og lever livet.

Forberedelser til dyrehospitalet

Røntgenbillede
Mine flotte tænder

Fra kl. 12 om natten før tandrensningen måtte jeg intet spise, for ellers kunne jeg risikere at kaste op under bedøvelsen. Mjøv, hvor var jeg sulten. Så skulle jeg igen i transportkassen. Lige meget, hvor meget jeg vred mig og hagede mig fast i sengetæppet, fik Mju mig sørme ned i første hug… hun må ha’ trænet! Jeg var ikke så bange i bilen denne gang, men jeg kan altså godt undvære de ture. Da jeg kom til dyrehospitalet, sagde Mju, at hun snart hentede mig igen… og så GIK HUN. Mon jeg følte mig utryg? Osse i den grad! Først fik jeg stukket noget i mig, der skulle berolige mig, sagde de. Som om! Min krop var afslappet og rolig, men tankerne kværnede rundt i mit hoved: Hvad er det for nogle billeder, de tager af mine tænder… og hvorfor? Hvorfor stikker de mig i poten og tager mit blod? Hvornår kommer Mju? Hvad sker der nu? Hvornår er det overstået? Hvorfor bliver jeg pludselig så døsig… mjzzzzzz…

Operationen og opvågning

Tandrensning
Under bedøvelsen med slange

Så var jeg væk og husker intet, men jeg havde jo fået at vide, at mine tænder skulle renses og at et lille stykke af mit tandkød skulle skæres væk. På billedet kan man se, at jeg fik en slange stukket ned i halsen. Det var for at give mig ilt og mere bedøvelse, hvis det var nødvendigt. Da jeg vågnede, var jeg i et bur, hvor der var vand og mad. Jeg var dødsulten, men maden var underlig og smattet… HVOR VAR MIT TØRFODER! Jeg følte mig langt fra godt tilpas og kunne ikke gå ordentligt. Mine ben eksede under mig, og mit hoved føltes underligt. Så jeg lå der bare og var død forvirret…

Hjemme igen

Et tiltrængt hvil
Jeg hviler mig efter dyrehospitalet

Pludselig kom Mju… mjyay… jeg var glad. Jeg dalrede over til hende og kom til at vade i både maden og vandet, men pyt… hjem! Jeg slingrede straks ud i køkkenet og spiste en masse mad. Det gjorde ikke ret ondt, og det var dejligt at få noget efter den lange faste. Mju holdt mig inde resten af dagen og også om natten. Det var vist meget godt, for benene lystrede altså ikke… jeg snublede hele tiden og stødte ind i møblerne. Jeg kunne heller ikke hoppe ret højt, så Mju måtte løfte mig op, for at jeg kunne få noget kæl. Hun fortalte mig, at hospitalet sagde, at mine tænder var meget flotte, og de mente, det var fordi, jeg kun spiser tørfoder. Så er det vel i orden at være kræsen! Men jeg har desværre lidt blodmangel, så allerede om 3 måneder, skal jeg have taget en ny blodprøve… Men der er længe til, og i mellemtiden nyder jeg at være hjemme igen.

Lettede mjav fra Lucy