Forår og minder

Mjyay… foråret er kommet, og madkasserne er fulde både i for- og baghaven. Det er nu 2 år siden, Mju hentede mig på Internatet. Det føles som om vi altid har været sammen, men jeg kan da godt huske, at den første tid i mit nye hjem var lidt anderledes end nu.

Tidlig forår
Foråret i gårdhaven

Den første tid inde

Til at begynde med måtte jeg ikke komme ud. Mju sagde, at jeg først skulle vænne mig til huset indvendigt, før hun lukkede mig ud, og der var da også rigtig mange ting, jeg skulle hitte ud af. Jeg for rundt i hele hytten og fandt straks de bedste gemmesteder, hvis der skulle ske noget. Det gjorde der aldrig, men vi katte har nu engang indbyggede sikkerhedsalarmer… specielt når vi kommer til ukendte steder. Jeg fik da tørret rigeligt med støv og spindelvæv af under sengen i soveværelset og helt inde under et bord i bryggerset. Mju måtte støve mig af nogle gange og var glad, fordi jeg hjalp med rengøringen. Ellers var alt som det skulle være: mad, vand, kattebakke og kærlighed.

De første nætter

Hverken Mju eller jeg sov ret godt. Normalt er jeg jo mest ude om natten, så jeg var noget rastløs over at være spærret inde og vadede rundt på Mju, som forsøgte at sove. Jeg skulle også lige ha’ ordnet en fræk kat, der holdt til i soveværelset, men den var ikke til at få fat på. Når jeg stillede mig på bagbenene og boksede mod den, ramte mine poter en glat overflade. Den fremmede kat gjorde det samme, så det larmede da noget. Mju fortalte, at det var mig selv, jeg var oppe at slås med i noget, der hedder et spejl. Som om! Hvordan skulle jeg kunne komme derind… jeg kan da ikke dele mig i to… selvom jeg har mange talenter. Nu ignorerer jeg den bare!

Udendørsliv i foråret

Terrassen
Første gang ude
Underlig plante
Snuse, snuse

Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg endelig kom ud i forhaven: Solen skinnede, og det var dejlig lunt. Mju sad på terrassen og kiggede på mig, mens jeg snusede mig igennem diverse bede, buske, blomster og træer, sommerfugle, insekter, fugle og regnorme. Det var skønt, men også lidt overvældende, og jeg måtte hele tiden hen til Mju og gnide mig op ad hendes ben, så jeg kunne føle mig tryg. Der var også lugte fra fremmede katte, som åbenbart troede, at forhaven tilhørte dem. Den tro fik jeg gjort op med i løbet af et par uger. Jeg har et skrig, der går gennem marv og ben. Det bruger jeg, når jeg vil fortælle andre, at nu går jeg altså til angreb, hvis de ikke piller af! Det virkede… og siden har ingen kat vovet sig ind på min matrikel!

Foråret venter… jeg skal ud at snuse. Glade mjav fra Lucy