Mju

Mju
Mju med stok

Jeg har kun været sammen med mit menneske, Mju, i et par katteår, men jeg kender hende efterhånden rigtig godt. Hun er ret gammel, tror jeg. Hun har rynker, hun halter når gigten gør ondt, og hun har også problemer med at trække vejret. Hun går meget langsomt og nogen gange bruger hun stok. Jeg er selv 6 år nu, så jeg tror, at hun må være mindst 9 -10 år gammel!

Mju og dyr

Da Mju var lille, boede hun sammen med nogle fisk og en undulat. Hun har altid været glad for dyr og ville gerne ha’ en hund, når hun blev pensioneret og fik mere tid… tsk, tsk, tsk siger jeg bare… en hund! Nå, det viste sig, at hun ikke fik ret meget mere tid, da hun gik på pension. Så var der også det dér med at lufte dyret. Som om! En hund kan jo ikke engang finde ud af at lufte sig selv, og Mju havde ikke kræfter til at halse rundt med kræet. Efter mange overvejelser besluttede hun sig så for at prøve med en kat. Det var hendes held!

Mju og mig

Jeg hopper op
Kropssprog: Nu hopper jeg op

Til at begynde med var hun ret usikker på, om jeg nu havde det godt. Bare jeg hikkede, blev hun nervøs og troede, at jeg var syg. Første gang jeg kastede op, var hun lige ved at ringe 112! Nu ved hun, at det er normalt for os katte. Vi skal jo af med vores hårboller og ha’ ryddet op i maven en gang imellem. Hun skulle jo også lære at forstå mit kropssprog, men ret hurtigt fandt hun ud af, hvad jeg ville, og hvordan jeg havde det. Jeg elsker hende lige så højt, som hun elsker mig… altså undtagen når hun går mig på nerverne!

 

Mjus interesser

Ud over mig, interesserer hun sig for mange ting, og hun er altid nysgerrig efter at lære og opleve noget nyt. Hun maler billeder, som ikke rigtig ligner noget, synes jeg.

Billede malet af Mju
Et Mju billede

Så går hun tit i biografen, i teatret, til koncerter, på kunstudstillinger eller ud at spise med vennerne. Hun spiller også kort. Gad vide, om det er det spil, der hedder bedstemor med slaw i!

Nå, nok om Mju. Det skal jo handle om mig, ikk’?

Kærlige mjav fra Lucy

En tanke om “Mju

Der er lukket for kommentarer.