Det nye år

Jeg sover til foråret
Jeg er gået i hi

Der er taget hul på det nye år og tak for det. Nu varer det længe, inden alt det fyrværkeri gør mig bange igen! Jeg har sagt farvel til nissen Nalle, som er taget på ferie. Hesten Hubertus kommer forhåbentlig snart, så jeg igen har én at snakke med. Mju er der jo, men hun forstår ikke katsk, så det er ikke så meget jeg får tjattet (eller chattet, skrives det vist nok).

Det er for koldt til at være ude i lang tid, så jeg er nærmest gået i hi og prøver at sove rigtig hurtigt, så tiden kan flyve af sted, og jeg lige pludselig vågner op til lunere vejr.  

Nytårsforsætter

Jeg har tænkt noget over alt det med nytårsforsætter, som menneskene går rundt og taler om: De vil tabe sig, de vil gå til fitness, de vil holde op med at ryge og alt muligt andet kedeligt, som går ud på at leve sundt. Som om! Hvor mange overholder de løfter? Derfor har jeg forsætter, som jeg véd, jeg kan overholde: Jeg vil nyde livet, og så vil jeg blive bedre til at fange fugle.
Nalle nåede lige at fortælle mig, at det dér med forsætter går helt tilbage til et ældgammelt land, der hed Babylonien, som vist ikke eksisterer længere. Dengang gik det ud på at levere lånte redskaber tilbage. Det har godt nok ændret sig siden!

Nusseri
Jeg nyder livet

 

 

Pudser

Ind imellem, når jeg ikke ligger i dvale, kan jeg godt li’ at sidde og kigge ud ad vinduerne og se på fuglene. Jeg tænker over, hvordan jeg bedst kan fange dem, når vejret bliver bedre, og jeg kommer mere ud. Så er det godt med rene ruder, der ikke er snasket til af skidt og slud og kattepoter!

Potesnask
Jeg snasker ruden til

 

Vinduespudser
Pudser
Vintervejr
Pletfri udsigt

Mine vinduer er da heldigvis lige blevet gjort rene af Pudser, som kommer en gang imellem og skraber dem pæne. Han er dygtig til det og arbejder hurtigt, så nu nyder jeg igen udsigten til madkasserne, mens jeg drømmer om lunere vejr, lysere tider og fuglejagt.

Drømmende mjav fra Lucy