1. søndag i advent

Adventskrans
1. søndag i advent

Mjyay, det er 1. søndag i advent! Så er det snart jul med englelyd, nisser, gran, mistelten, julegodter, adventskrans, julemusik, stearinlys, sne og, og, og… Det er alt dét og meget mere, som Mju går rundt og snakker om. Hun synger også nogle underlige sange om julemanden, der får et føl og vær så god og skyl og nu’ det jul i Angora. Hun smitter mig med sin begejstring, så jeg bliver mere og mere spændt på denne jul. Der er bare det ved det, at jeg ikke aner, hvad det egentlig er, hun snakker om! Der er ét lys tændt i adventskransen, og når alle lys er tændte, så er det jul, siger hun! Hvorfor ikke bare tænde dem alle sammen NU, så spændingen bliver udløst og vi kan komme tilbage til en rolig og stressfri hverdag? I stedet fjumrer Mju rundt til diverse julemarkeder, julefrokoster og butikker, hvor hun køber sig fattig i julegaver og pynt.

Træmanden

Hesten Hubertus
Mig og hesten Hubertus
Katten og varm grød
Som katten om den varme grød

Nå, jeg skiftede lidt mening, da Mju fortalte mig, at hun havde en adventsgave til mig: Mjyay, mjyay, mjyay!… Hvad er det, hvad er det, hvad er det!!! En træmand??? Der står pludselig en træmand foran Mjus indgangsdør… og det er altså min… øøøhhh! Jeg ville nu hellere ha’ haft en madkasse! Mju siger, det er en nisse. Trænissemanden har en sjov, rød snude og ser egentlig venlig og rar ud. Som om! Hvad har han gjort af min gode ven, hesten Hubertus, som stod foran døren i går? Han er forsvundet som i pist væk! Hubertus er blevet til Nalle, som trænissen hedder… det er det rene trylleri… meget mærkeligt! Har han ædt Hubertus? Hmmm, jeg skal vist være lidt forsigtig, inden jeg stoler helt på Nalle, selvom han egentlig lugter godt og sikkert også kan bruges til at hvæsse kløer på.

Nissen Nalle
Mig og nissen Nalle

 

Undrende mjav fra Lucy