Mad og madkasser

Dompap og musvit.
Lækre fugle.

Varieret mad er vigtig både for mennesker og dyr. Personligt er jeg nok lidt kræsen. Jeg hører andre katte mjave op over rejer eller tun, men ingen af delene siger mig noget, og vådkost går jeg også udenom. Til gengæld kan jeg li’ al slags tørfoder. Jeg får én slags i min madskål og forskellige andre slags som godbidder. Jeg synes nu godt nok, at Mju er nærig med godbidderne, og jeg skal ha’ fundet ud af, hvordan jeg selv åbner posen! Så kan jeg godt li’ fugle, tror jeg. Uha dada, sådan en kornfed dompap eller en lille lækker musvit. Problemet er bare, at jeg endnu ikke har haft held til at fange én, men jeg øver mig og bliver da også dygtigere.

Mad i kasser

Jeg blev bare så glad, da jeg så alle de madkasser, Mju har hængt op i både for- og baghaven: Indflytningsklare kasser til fuglene, som er lige til tømme, når jeg får trang til en snack. Som om! De hænger alle sammen sådan, at jeg ikke kan komme til dem. Jeg har gjort meget ud af at forklare Mju, at hun skulle hænge dem længere ned eller helst stille dem på borde og bænke. Det lod til, at hun forstod, for hun sagde, at hun godt kunne se det fra mit synspunkt, men at kasserne blev hængende, for hun holdt nemlig rigtig meget af fugle. HVAD! Er Mju virkelig egoistisk, at hun ikke vil dele med mig? Gad vide, hvornår hun tømmer madkasserne og sætter tænderne i indholdet? Det må være i smug, når jeg er på patrulje i nabolaget, for jeg har aldrig taget hende på fersk gerning. Men nu holder jeg øje!

Madkasse.
Madkasse.
Flere madkasser.
Flere madkasser. Jeg holder øje, Mju!

 

 

 

 

 

 

Egon Egern

Egon Egern
Egon Egern

Når jeg tænker på, at hun lægger lokkemad ud til fuglene, så rigtig mange falder i fælden, så bliver jeg rimelig mopset! Selv det dumme Egon Egern nyder godt af hendes ufine metoder: Han mæsker sig i fuglefrø, og når han får lov til at tage af overfloden, hvorfor vil Mju så ikke give mig et par stykker af de mange fugle? Jeg har hørt, at fugle indeholder rigtig mange sunde proteiner og troede, at Mju ville mig det bedste. Jeg er skuffet, er jeg… SKUFFET!

Skuffede mjav fra Lucy