Katte mishandling

Hjælp! Jeg er udsat for katte mishandling! Ring til Dyrenes beskyttelse, tilkald Kattens Værn, GØR NOGET!

Jeg skruer lige tiden lidt tilbage, så I kan forstå min kattepine: Tidligere på året var jeg hos dyrlægen. Jeg hader disse årlige besøg og forstår ikke, hvad de skal gøre godt for… og slet ikke nu! Han påstod nemlig, at jeg vejede for meget og gav Mju en masse instrukser om, hvad hun skulle gøre ved det. Han sagde, at jeg kunne blive syg af at veje for meget, så Mju fik godt nok travlt: Hun købte fedtfattig diætfoder og en digital køkkenvægt, hvor hun vejede maden af per gram, i stedet for at fodre mig på slump, som hun havde gjort tidligere. Hun delte også maden op i 2 portioner: morgen og aften.

For tyk
For tyk? Som om!

Motion

Jeg fik en bold, som hun puttede godbidder i, og så skulle jeg død og kridte aktiveres! Ved at rulle med bolden og lege med den, skulle godbidderne falde ud, og jeg ville få motion. Som om! Der er da ingen mening i at motionere, blive dødsulten af al den hoppen omkring for så at glo på en tom madskål! Jeg lod mig heller ikke friste til at tonse rundt efter en legetøjsmus.

Legetøjsmus
Legetøjsmus – gaaab!
Bolden
Jeg ignorerer bolden!

Vejning

Vejning
Vejning? Det mener du ikke!

Jeg skulle også vejes regelmæssigt. Det var umuligt for Mju at få mig til at stå stille på badevægten, men så fandt hun ud af, at hun bare kunne løfte mig op og veje sig selv og mig på samme tid. Bagefter trak hun sin egen vægt fra. Jeg skal hilse og sige, at hun vejer rigtig meget mere end mig… så hvad med at hun gik på kur? Men nej… hun mæsker sig med alt det, hun kan li’ og lader mig om at lide. Det er altså ikke i orden! Her i dag skete det så: Mju fortalte mig stolt at jeg havde tabt 100 g, og at jeg skulle blive ved med diæten. Dér knækkede filmen: 100 g! Jeg dør jo af underernæring, jeg sygner hen! Snart er jeg ikke andet end en bunke raslende knogler, som er for svag til at hoppe op i sofaen for at få et hvil! Miiiaaarrrggghhh, ralle, ralle, kom og hjælp mig, jeg lider, jeg besvimer, jeg… nå, så fik jeg lige mad i min skål… jeg løber.

Lidende mjav fra Lucy