Månedsarkiv: oktober 2017

Her bor jeg

Mit hjem er vigtigt for mig, og jeg vil gerne vise jer lidt rundt, så I bedre kan følge mig i min hverdag. Jeg har min egen ind- og udgang, så jeg kan komme og gå, som det passer mig. Jeg havde godt nok lidt svært ved at lære at bruge den. Måske fortæller jeg jer om det en dag, men det er ikke noget, jeg er specielt stolt af… så måske ikke! Nu går det fint. Den er lavet så smart, at det kun er mig, der kan bruge den. Jeg har nemlig en kode i nakken – en chip kalder Mju den – og døren åbner sig kun, når MIN nakkekode bliver brugt.

Lucy kattens Indgangsdør

Læs videre Her bor jeg

Følelser

Jeg hører tit mennesker sige, at katte ingen følelser har, og at de er tilfredse bare de får deres mad og noget at drikke samt et rent toilet. Det passer altså IKKE. Der er bare det problem, at selvom vi katte forstår menneskesprog, kan vi desværre ikke tale det. Vi bliver nødt til at udtrykke os på katsk og må så håbe på, at vores mennesker forstår os. Mit menneske, Mju, er heldigvis blevet bedre og bedre til at forstå katsk siden hun fik mig, og jeg håber sådan, at flere og flere forstår, at vi katte har de samme følelser som mennesker: Glæde, sorg, angst, kærlighed, håb, vrede, osv. Vi viser og udtrykker dem bare på en anden måde.

Jeg er bange
Det tordner. Jeg er bange.

Læs videre Følelser

Turen hjem

Jeg var længe på internatet, men så en dag skete der noget: Et menneske – en hun – kom ind i buret, hvor jeg som sædvanlig lå og drømte mig tilbage til den tid, hvor jeg var lykkelig. Hun satte sig på en stol ved siden af mig og begyndte at tale… til MIG: Hvor er du dejlig, sagde hun, tror du, vi to kan finde ud af det sammen? Hun lod mig snuse til sin hånd. Hendes bevægelser var stille og rolige og hendes stemme blid. Jeg ku’ li’ hendes kærtegn… jeg ku’ li’ hendes lugt… jeg ku’ li hendes stemme og dét, hun sagde.

Mju nusser mig

Jeg slikkede hendes hånd og strøg min kind mod den for at fortælle hende, at jeg kunne li’ hende. Mju, sagde jeg ganske stille… det var længe siden, jeg sidst havde sagt noget. Ja, min skat? svarede hun og strøg mig over pelsen. Jeg gentog mit mju et par gange, og hver gang svarede hun mig… og så gik det op for mig, at ”Mju” måtte være hendes navn! Læs videre Turen hjem

Dyreinternatet

Hvad skete der lige? Jeg var lykkelig og elskede mine mennesker – en han og en hun. Så pludselig en dag var HUN der ikke længere. Han gik rundt og var ulykkelig, og før jeg vidste af det, blev jeg puttet i en kasse, båret ud i en bil og kørt langt væk for at havne i noget, der kaldes et internat… og så var HAN også væk. Jeg savnede mine mennesker helt vildt meget og forstod slet ingenting.

Lucy katten på internatet

Jeg brød mig ikke om internatet. Bevares, jeg fik mad og vand og en kattebakke, og der kom da også et menneske en gang imellem og kløede mig bag øret og nussede mig, men hele tiden lå jeg bare dér i mit store, fine bur og længtes efter DEM. Jeg lå helt stille og prøvede at sove tiden væk, for når jeg sov, huskede jeg ikke. Læs videre Dyreinternatet